Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Hus 'voldsomt overtændt' - flammer stod op gennem taget

En voldsom brand brød torsdag eftermiddag ud i et hus i Tranekær på Langeland. 

- Vi får en melding om en brand i et hus. Vi får undervejs at vide, at der er en person, der har ligget og sovet derinde, men at vedkommende heldigvis er nået at komme ud, siger Lars Jeppesen, som er indsatsleder hos Beredskab Fyn. 

Beredskab Fyn modtog meldingen klokken 17:16.  

- Huset er voldsomt overtændt, da vi ankommer. Der er store flammer, som går igennem taget, siger Lars Jeppesen.  

Det er et mindre hus på 80-100 kvadratmeter, vurderer indsatslederen. 

- Vi er lige ved at pakke sammen nu. Det har taget en del timer at få det slukket ned, fordi vi ville være sikre på, at det ikke blusser op i nat, siger Lars Jeppesen. 

Den person, som lå og sov på stedet, er nu til behandling for røgforgiftning på sygehuset, oplyser indsatslederen. I alt 11 brandfolk var involveret i slukningen. 

Der har tidligere været en lejrskole på stedet. Siden er bygningerne dog blevet delt op, således at der er beboelse i den ene bygning og mødelokaler i den anden.

Det var bygningen, hvor der nu er beboelse, som brændte. Den anden bygning står umiddelbart uskadt.