Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Narkosmugling på Langeland: - Det kommer ikke som en kæmpe overraskelse

Det var et talstærkt politi, som Nikolaj Østa mødte, da han var på vej på arbejde lørdag morgen. På vej fra Svendborg til Langeland blev han overhalet af flere civilbiler og kørte forbi politiets afspærring på Siø.

I forbindelse med anholdelsen af seks personer for narkosmugling, har Fyns Politi og National enhed for Særlig Kriminalitet nemlig været til stede på Langeland det meste af lørdag morgen og formiddag.

- Det komme egentlig ikke som en kæmpe overraskelse, efter jeg så den der afspærring på Siø, siger Nikolaj Østa, der er indehaver af bådudlejningen IBI Bootsverleih i Spodsbjerg Turistbådehavn.

Ved Spodsbjerg havn har politiet haft en gummibåd i vandet. Og det kommer ikke bag på Nikolaj Østa, at det netop er på Langeland, der sker forsøg på at smugle narko. 

- Der er måske lidt mere fred og ro her, og så ligger Østersøen op til, så der er jo rig mulighed for at komme ind med større containerskibe, siger han. 

Også Helle Larsen, der bor i området tænker, at der måske er en god grund til, at det sker på Langeland.

- Det er måske, fordi vi er så lille et samfund, og der ikke så tit er politi herovre, siger hun. 

Selvom Fyns Politi har skrevet på mediet X, at borgere i området ikke er i fare, så bekymrer det Helle Larsen.

- Det er da væmmeligt, hvis der render folk rundt her og laver sådan nogle numre, siger hun.

Fyns Politi og NSK kan ikke kommentere yderligere på sagen på nuværende tidspunkt. 

Jørn Johansen er taget til Langeland for at være del af et årligt stævne i en fiskeklub. På trods af aktionen har det dog alligevel været muligt at komme ud at sejle.