Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Ny festival på Langeland

Mindre end et halvt år efter, at det kom frem, at Langelandsfestivalen lukker, opstår der nu en ny festival på Langeland.

Denne gang Nordlangeland, som til sommer får besøg af kendte navne som Sko og Torp, Zididada, Barbara Moleko, Halberg and friends og Danseorkesteret med Jørgen Kublien.

Festivalen finder sted torsdag den 27. juli på Dageløkke Havn, som nu er klar til at tage imod publikum. Havnen blev købt af seks investorer for et par år siden – og den dengang næsten faldefærdige havn har siden gennemgået en kæmpestor renovering.

”Liv Og Glade Dageløkke” bliver en festival, hvor stemningen er sol, sommerstrand og havn. Vi elsker musik, og det vil vi gerne dele med en masse sommerglade mennesker, skriver arrangørerne.

De seks investorer bag havnen har længe holdt lav profil, men sidste efterår løftede en af medejerne Kim Bach Loudrup Jensen i Fyns Amts Avis lidt af sløret for planerne for Dageløkke Havn, som skal løfte Langeland på niveau med de mest populære feriedestinationer i Vandkantsdanmark.

- Ambitionen er at skabe et sted, man føler sig ”pissehamrende velkomne”, sagde Kim Bach Loudrup Jensen dengang.

Festivalen på Dageløkke Havn finder sted præcis ugen efter ”Frikadellefestivallen”, som hvert år trækker tusinder til nabobyen Lohals få kilometer nord for Dageløkke.

Dageløkke Havn på Langeland.
Dageløkke Havn på Langeland.
Foto: Ole Holbech