Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Bil ruller rundt tre gange og ender på taget

En 22-årig mand fra Odense havde sig en ualmindelig skidt dag på kontoret onsdag.

Sammen med en kammerat og med en promille et godt stykke over det tilladte besluttede han sig for at trille en tur rundt på Langeland.

Da de nåede Vesteregnsvej i Humble, kørte de galt, så bilen rullede rundt tre gange og endte på taget, oplyser Fyns Politi til TV 2 Fyn.

- De rammer simpelthen en vold i rabatten, inden ulykken sker, siger kommunikationsrådgiver hos Fyns Politi Sunniva Pedersen-Reng til TV 2 Fyn.

En forbipasserende indgiver anmeldelsen klokken 17.43 onsdag, og Fyns Politi er på stedet klokken 17.50.

- Da vi ankommer, bliver vi mødt af ambulancefolk, anmelderen og de to mænd, siger Sunniva Pedersen-Reng og tilføjer, at mændene efter ulykken selv var i stand til at kravle ud af bilen.

- De benyttede seler og var umiddelbart uskadte, oplyser hun.

Patruljen vurderede, at føreren af bilen virkede beruset, så han blev anholdt og taget med til Svendborg Sygehus, hvor han fik taget en blodprøve, der viste, at promillen lå på over to.

- Derfor bliver han sigtet for vanvidsbilisme, siger kommunikationsrådgiveren, der ikke oplyser, hvad mandens promille lå på.

Fyns Politi har beslaglagt mandens kørekort og bilen med henblik på konfiskation. Det skal en dommer nu tage stilling til.

Den 22-årige, som er blevet løsladt igen, kan desuden se frem mod en klækkelig bøde.