Klokken 18.15 fik Fyns Politi en anmeldelse om, at der var kastet et kanonslag ind i Kvickly-butikken på Østergade 18 i Middelfart. Ifølge vagtchef Sten Nyland gik kanonslaget af med et ordentligt drøn i indgangspartiet til supermarkedet.
- Vi har fat i de to, der har gjort det, men for at få belyst sagen til bunds mangler vi at tale med vedkommende, der står tæt på eksplosionen, forklarer vagtchefen hos Fyns Politi.
Han fortæller videre, at de kan se på overvågningsbilleder fra butikken, at en ældre dame befinder sig tæt ved kanonslaget, da det går af. Men Fyns Politi har endnu ikke har lejlighed til at tale med vedkommende, da hun var gået, da de kom frem.
Derfor opfordrer Sten Nyland kvinden til at henvende sig til Fyns Politi. Vagtchefen fortæller videre, at der ikke er nogen, som umiddelbart er kommet til skade ved eksplosionen. Der er dog oprettet en sag om fareforvoldelse på de to, der kastede kanonslaget ind i butikken.