Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Jeanne fandt sprængstof i villakvarter: - Vi går i panik

Opdateret 17.03: Genstanden er destrueret med Fyns Politis vejledning.

Søndag var Jeanne Bang fra Søndersø ude at gå tur med sin hund. Det er der ikke noget bemærkelsesværdigt i, for det gør hun hver dag. Men det, hun og hendes labrador fandt på stien i deres villakvarter, var højst usædvanligt. 

Midt på stien mellem vængerne Møllertoften og Præstetoften lå, hvad Jeanne Bang syntes lignede en bombe. Den måler cirka 6-7 centimeter i diameter. 

Hendes første instinkt var at tage den  med hjem, så den ikke kunne være til fare for andre - og særligt ikke for de børn, der går i børnehave nær findestedet. 

Så det var først, da Jeanne Bang blev konfronteret med sine naboers reaktion, at frygten indhentede hende. 

- Mine naboer siger, at jeg ikke er rigtig klog. Og så går vi i panik, fortæller hun.

Fyrværkeribrancheforeningen har set billedet af sprængstoffet, og efter direktør Karsten Nielsen har delt det med sit bagland, vurderer de, at Jeanne Bang har fundet toppen af en kugleraket. Sådan en er farlig, hvis den sprænger for tæt på et menneske.

- Så kan det koste fingre og eventuelt syns- og/eller høreskader, siger han. 

"Jeg har helt ærligt virkelig ondt i maven"


Jeanne Bang og naboerne diskuterede heftigt, hvad de skulle stille op med det farlige fund, fortæller hun. En midlertidig løsning blev at placere kuglen med lunten i en spand vand. 

- Men vi skulle bare have ringet til politiet med det samme, fortæller kvinden fra Søndersø. 

Hun oplyser også, at hun og naboerne nu er i kontakt med ordensmagten, som ifølge Jeanne Bang er i færd med at undersøge, hvordan de skal reagere. 

- Her på bagkant har jeg helt ærligt bare virkelig ondt i maven. Både fordi man jo bliver bange for, hvad der kunne have sket med en selv, men især hvad der kunne have sket, hvis det var andre - for eksempel børn - der havde fundet den, og det så var gået galt, siger hun.

Karsten Nielsen opfordrer folk til altid at ringe til politiet med det samme, hvis de støder på sprængstof eller noget, der kan ligne det.