Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Nordfyn-redaktør overrasket: - Havde ikke troet, han sluttede karrieren på den måde

- Jeg er i den grad overrasket. Jeg havde ikke troet, at det var sådan han sluttede sin politiske karriere.

Sådan lyder det fra Fyens Stiftstidendes redaktør på Nordfyn, Mathias Hjort, efter at Nordfyns Kommune har meddelt borgmester Morten Andersens (V) afgang efter et kys til en julefrokost. 

Ifølge redaktøren har den nu afgået borgmester på mange måder været fundamentet i nordfynsk politik. Valg efter valg har han været den største stemmesluger.

- For Venstre er det er stort tab, fordi mange af medlemmerne sidder på Mortens Andersens stemmer, siger redaktøren.

- Jeg kan ikke se andet, end at det kommer til at gå hårdt udover Venstres mandater til næste valg.

Borgmesteren meddelte i et Facebook-opslag mandag aften, at det er Mette Landtved-Holm, der overtager hans post.

- Hun er en figur som mange kender, men ikke i skala med Morten Andersen, siger Mathias Hjort, der også påpeger, at hun stod på borgmesterens side i forbindelse med de meget omtalte og nylige skolelukninger i kommunen.

Mette Landtved-Holm stemte nemlig imod skolelukningen på blandt andet Kongslund og har i det hele taget været meget aktiv i forhold til de små samfund og foreninger, fortæller redaktøren.

- Nu træder hun op på borgmestertaburetten, og så følger der selvfølgelig også nogle tungere ting, som hun skal forholde sig til. Det bliver spændende at se, hvordan hun tackler det, lyder det fra Mathias Hjort.