Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

18-årig sigtet for vanvidskørsel efter biljagt på Fyn

En 18-årig mand er blevet anholdt efter en biljagt på Østfyn.

Det bekræfter vagtchef hos Fyns Politi Milan Holck Nielsen over for TV 2 Fyn.

Biljagten begyndte omkring Hjulby ved afkørsel 46 og endte på en mark i Marslev, hvor den 18-årige mand forsøgte at flygte til fods, men kort efter blev fanget af politiet.

Han er sigtet for vanvidsbilisme på grund af den høje hastighed, der nåede op på 200 kilometer i timen,

- Han kørte også over i modsatte vejbane og på cykelstier, siger Milan Holck Nielsen.

Ingen personer kom til skade i forbindelse med biljagten.

Bilen var stjålet. Det var ejeren af en Porsche Cayenne, der klokken 07.47 kontaktede politiet. I sit system kunne ejeren se, at hans bil kørte fra Sjælland i retning mod Fyn.

Da bilen kom over Storebæltsbroen, ventede politiet på ham. Under biljagten kørte den 18-årige blandt andet igennem Avnslev, Ullerslev og Langeskov, og derfor er der også en del fynboer, som har henvendt sig politiet, fordi de har været vidner til biljagten.

Det afgøres senere, om den 18-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør. Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.