Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Lokalavis lukker efter afslag på mediestøtte

Efter blot 11 måneder med den digitale lokalavis Nyborg Avis, drejer mediet nøglen om igen. 

Avisen, som udspringer af Kjerteminde Avis, er nemlig ikke længere økonomisk rentabel, skriver mediet selv.

"Nyborg Avis har i år ikke modtaget mediestøtte, og derfor er det desværre ikke økonomisk muligt at fortsætte avisens drift," står der på mediets hjemmeside.

Nyborg Avis fortsætter frem til 1. august. Abonnenter som har tegnet sig for længere perioder kan skrive til avisen for at få refunderet abonnementsprisen, fremgår det.

– Det er sindssygt ærgerligt. Vi synes selv, at vi er kommet godt fra start med et godt journalistisk produkt, ligesom vi jævnligt har modtaget ros fra læsere, der synes, at Nyborg Avis bidrager med en ny form for lokaljournalistik, end de er vant til. Men uden mediestøtte er det ganske enkelt ikke økonomisk muligt at fortsætte, siger Sine Mohr, formand for bestyrelsen i Kjerteminde Avis i meddelelsen om lukningen.

For en måned siden fyrede avisen dens chefredaktør grundet dårlig økonomi.