Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Mand er død efter at have kørt ind i et hus ved Nyborg

En mand er afgået ved døden, efter at han har påkørt et hus på Odensevej ved Aunslev i Nyborg Kommune.

Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Sten Nyland.

Manden var alene i køretøjet og er endnu ikke blevet identificeret.

- Han afgår ved døden på grund af de skader, han pådrager sig, siger Sten Nyland.

Politiet fik anmeldelsen om hændelsen lørdag klokken 22.46.

Det står endnu uklart, hvad der ledte op til, at manden kørte ind i huset.

Beboerne i huset er ikke kommet noget til. Men de er blevet genhuset andetsteds, da deres hjem ifølge Sten Nyland ikke længere er sikkert at bo i.

En bilinspektør blev tilkaldt ulykkesstedet og er nu færdig med sine undersøgelser.

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

De pårørende til den afdøde er endnu ikke underrettet. Det oplyser Fyns Politi til Fyens Stiftstidende søndag eftermiddag.

687422-313
Foto: Local Eyes
687428-313
Foto: Local Eyes.