Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

1.866 underskrifter mod udskældt vejlukning: - Dem kan vi ikke leve med

På 14 dage er det lykkedes erhvervsdrivende på Skibhusvej at indsamle 1.866 underskrifter mod vejlukninger på Skibhusvej i Odense.

- Vi kan ikke leve med vejlukninger. Det er vigtigt, at vi får en dialog, siger Charlotte Brun, apoteker på Sct. Hans Apotek på Skibshusvej, der fredag afleverede underskrifterne til borgmesteren på rådhuset.

- Der er rigtig mange i Skibhuskvarteret, der er berørt af det her, siger Charlotte Brun.

De erhvervsdrivende håber at blive hørt, inden By- og Kulturudvalget i næste uge træffer beslutning om vejlukningen i Skibhuskvarteret, hvor der hver dag kører 8.000 biler ind til byens butikker.

- På Skibhusvej skal det gøres mere trygt for bløde trafikanter og cyklister. I mange år har det været et stort problem. På den anden side skal vi skabe rum for mere byliv og flere mennesker, der kan færdes i området, og dermed også grundlag for et bedre handelsliv, siger Peter Rahbæk Juel (S).

Skal der lukkes for biltrafik på Skibhusvej, eller skal der ikke?

- Nu skal jeg jo ikke foregribe behandlingen i de udvalg, som der sidder, men jeg har fulgt arbejdet, og jeg synes, det, de er kommet frem til, er en fornuftig afvejning imellem at sikre en mere bæredygtig mobilitet, få den gennemkørende trafik væk, der ikke har et ærinde for handelslivet på Skibhusvej, give mere plads til flere mennesker, flere bløde trafikanter og flere busser. Det er en klog afvejning. Oven i det skal vi også styrke bylivet og handelslivet, siger Peter Rahbæk Juel.