Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Hospitalsansat erkender at stjæle piller i tusindvis

En ansat på Odense Universitetshospital er torsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør ved Retten i Odense. Han er sigtet for at stjæle flere tusinde stærkt smertestillende piller, og for at ville sælge eller give dem videre til ukendte personer.

Manden, som bor i Otterup, erkendte begge sigtelser ved starten af grundlovsforhøret, hvorefter politiets anklager bad retsformanden om lukkede døre af hensyn til politiets efterforskning.

Således kunne pressen ikke overvære resten af grundlovsforhøret.

Tyveriet foregik i et medicinrum på OUH's Fælles Akutmodtagelse i perioden fra 19. december sidste år og frem til i dag. 

I alt er han sigtet for at stjæle 1900 morfinpiller, 1350 tramadolpiller, 450 oxycontinpiller, 100 piller med metadon og 100 med lignende stærkt smertestillende præparat.

Retten i Odense besluttede at varetægtsfængsle manden i fire uger foreløbigt, mens politiet efterforsker sagen.

TV 2 Fyn har kontaktet OUH for at spørge hvor udbredt tyveri af medicin er. Det eksisterer der ingen statistik på, oplyser hospitalet. Siden 2019 er det dog sket mindst tre gange, oplyser OUH's pressetjeneste.


Varetægtsfængsling