I sidste uge var 35 hunde til optagelsesprøve på Tornbjerg Friplejehjem i håbet om at blive besøgshund.
Nu er svaret kommet, og her viser det sig, at hele 17 hunde klarede skærene og nu kan kalde sig en fast del af Trygfondens besøgskorps, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
En af de fynboer, hvis hund Beks tidligere har bestået optagelsesprøven, er Marlene Jürgensen. Hun bruger derfor et par timer af sin fritid til at besøge plejehjem med hendes firbenede bedsteven.
- Beks betyder alverden for dem. Personalet fortæller mig, at flere af beboerne godt kan have en tendens til at være lidt stille og indelukkede, men det ændrer sig fuldstændig, når vi kommer på besøg. De blomstrer op og stråler af livsglæde, siger Marlene Jürgensen.