Det blev en hektisk morgen for bager- og konditormester Kristian Stjernholm. Hos Kornbageren i Næsby havde butikslederen set noget løbe hen over gulvet.
- Jeg fik skrevet til skadedyrsbekæmperen og Fødevarestyrelsen, siger Kristian Stjernholm.
- Jeg var hernede cirka klokken 7 med skadedyrsbekæmperen, og det første jeg ser, da jeg kommer ind ad døren, er en rotte der sidder i hjørnet. Den fik vi allerede fanget et kvarter efter, siger han.
Derfor har Kornbageren i Næsby været nødsaget til en midlertidig lukning. Bager- og konditormesteren håber på, at det blot er et engangstilfælde, så de igen kan åbne om få dage.
- Nu er der drysset mel ud over det hele for at undersøge, om der er mere aktivitet her, siger Kristian Stjernholm