Et samlet byråd i Odense stod 9. juni frem og fortalte, hvordan byen i fremtiden skal gøres mere klimaneutral.
Det skal blandt andet ske ved at lukke veje og gøre det mere besværligt at køre bil i Odense, blandt andet ved at sænke hastigheden på vejene.
Nu kræver Venstre og Konservative ændringer i aftalen.
I en e-mail, som TV 2 Fyn er kommet i besiddelse af, skriver partierne, at de vil have ændret aftalen, så hastigheden på vejene i byen ikke skal sættes ned med 20 kilometer i timen.
- Konsekvenser for byen er for store, lyder det i e-mailen.
Venstre og Konservative frygter blandt andet, at bymidten i Odense vil dø, hvis bilister får sværere ved at komme derind.
I stedet for biltrafikken skal Odense gøres mere klimaneutral ved at fange mere CO2 fra Fjernvarme Fyn.