Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Borgmester sygemeldt - melder fra til afgørende afstemning

Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er sygemeldt i en uge, og derfor er han fraværende ved onsdagens byrådsmøde i Odense. Det oplyser Borgmesterforvaltningen til TV 2 Fyn.

Byrådsmødet er det afgørende møde for planerne om fremtidens trafikløsning på Skibhusvej i Odense. I stedet for Peter Rahbæk Juel, bliver det 1. viceborgmester Andreas Møller (M), som bliver mødeleder. I stedet for Peter Rahbæk Juel har Socialdemokratiet indkaldt suppleant Nazim Gürkan.

På forhånd tegner der sig et flertal for planerne, men forud for afstemningen vil der formentlig være en heftig debat i byrådssalen.

Planerne for Skibhusvej går blandt andet ud på, at gøre en del af Skibhusvej til cykelgade, der bliver indsat flere busser og så skal der etableres en bus- og cykelsluse, som skal reducere den gennemkørende trafik. Planerne for Skibhusvej er en del af forliget om den grønne mobilitetsplan, som et enigt byråd indgik den 9. juni 2023. Kort tid efter forlod Venstre og Konservative forliget.