"Lad os nu være ærlige og anerkende, at der ikke er tilstrækkelige ressourcer i folkeskolen til at håndtere de udfordringer, der er".
Sådan lyder det i et fælles opråb fra 30 skolebestyrelser i Odense Kommune, som er sendt i et åbent brev til politikerne i Odense Byråd onsdag aften. I brevet, der er sendt på baggrund af dækningen af blandt andet Agedrup Skolen, giver de 30 skolebestyrelser udtryk for en frygt for, at nye sager som dem der den seneste tid er afdækket på Agedrup Skole, opstår andre steder i fremtiden.
- Sager som dem vi i de forgangne uger har fået fremlagt fra specifikke skoler, kan i morgen eller om et halvt år opstå på enhver anden skole i byen.
Rosende ord er der ikke til Børn- og Ungeudvalget. I stedet rettet skolebestyrelserne en fælles kritik af, at udvalget i marts 2023 vedtog at reducere budgettet for byens folkeskoler med 12 millioner kroner gældende for skoleårene 2023/2024 og 2024/2025.
"I praksis betyder det, at den enkelte skoleleder har ganske begrænsede midler og handlemuligheder til rådighed, når der opstår bekymring omkring en elev, en klasse eller en kultur," lyder kritikken.
Derfor opfordrer skolebestyrelserne nu politikerne til at "arbejde benhårdt" for at finde ekstra midler til at styrke det forebyggende arbejde, så elever kan hjælpes endnu tidligere, inden der opstår bekymring omkring en elev, en klasse eller en kultur.