Der kan let opstå fjendskab mellem fodboldfans både før, under og efter en kamp er fløjtet i gang. Det ses både på nationalt og internationalt niveau.
Men det bliver ikke på OB's hjemmebane, har holdets officielle fanklub De Stribede besluttet.
Til årets sidste hjemmekamp spiller OB mod København-baserede B.93 på Nature Energy Park, og til denne kamp har De Stribede arrangeret en fælles bustur med B.93 Fanklub, hvor fans fra begge klubber følges fra Østerbro til Odense.
- Vi ønsker at vise Fodbolddanmark, hvordan man kan skabe en fantastisk fest sammen på tværs af klubberne. Vi kalder initiativet Away together, og det vil ikke kun hjælpe med at fylde busserne, men også fremme en ånd af fællesskab og sportsmanship mellem vores klubber, siger Brian Nehm, der er fanformand i B.93.