Odense Kommune vil sænke hastigheden på Fynske Motorvej omkring Odense.
Transportminister Thomas Danielsen (V) er dog ikke indstillet på at sætte farten ned på strækningen.
- Når det kommer til at sænke hastigheden for at reducere CO2-udledningen, så er det altså et dårligt værktøj, siger transportministeren til TV 2 Fyn.
Flere fynske folketingsmedlemmer har heller ikke ligefrem ja-hatten på.
Transportministeren mener, at en sænkelse af hastigheden vil være for dyr. I stedet peger han på en række andre grønne og billigere løsninger i stedet for lavere fart på motorvejen.
- Næsten alt andet vil være billigere end at sænke hastigheden. Det kan være støttepuljer til indkøb af grønne biler, brændstoffer eller flere ladestationer. Alt hvad man ellers kan finde på. Det er stort set billigere end at sænke hastigheden, siger han.
Odense Kommune har som ambition at være klimaneutral senest i 2030 og reducere 502.000 ton CO2 årligt. Står det til et enigt byråd i Odense, skal hastigheden sættes ned til 90 kilometer i timen.
Det er Folketinget, der i sidste ende afgør, om kommunen kan få lov til det, da motorvejen ejes af staten.