Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Naboer frustreret over "øjebæ" i historisk kvarter

Ingen andre end ejeren af huset kan gøre noget ved, at en bevaringsværdige bygning i det historiske kvarter Gerthasminde står og forfalder. Det fortæller Odense Kommune til Fyens Stiftstidende.

Det skaber stor frustration blandt naboerne, fortæller Sonja Kjærsgaard Nielsen, der er formand for Gerthaminde beboer- og grundejerforening, til TV 2 Fyn. 

- Vi har prøvet samtalens vej, og vi har prøvet at få nogle møder med ejeren for at få af vide, hvad han har tænkt sig med hensyn til at renovere huset. Men resultatet er jo, som I kan se, at der ikke er sket meget, siger hun med henvisning til, at stilladset, der står rundt om huset, blev opsat for tre år siden.

- Nu bor jeg lige over for, så jeg kigger på det hver dag, og det er jeg ked af. Man håber jo, at folk, der køber huse i dette område, har en kærlighed for sådanne huse og bevaring af de her områder. Så det giver meget frustration blandt beboerne, at der ikke sker noget.

Ifølge Sonja Kjærsgaard Nielsen ønsker ejeren af huset ikke at sælge det, fordi han stadig har en drøm om at flytte ind i huset. 

- Vi forsøger stadig at komme med bud på løsninger, men der sker ikke noget. Det er trist, og det eneste, der ville hjælpe, ville være, hvis ejendommen kom over på andre hænder, så den kan blive genopført i den ånd, som vi skal have i kvarteret.