Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

OB får igen et kvindehold

OB skal igen til at have et kvindehold.

Det er blevet offentliggjort på et pressemøde med både OB og kvindeholdet Odense Q, der igen bliver en del af OB.

Odense Q har tidligere været en del af OB, men brød ud i 2016 under det nye navn. OB’s kvindehold vandt DM-guld i 2000 og 2001. I dag ligger holdet dog i næstbedste række.

Det nye kvindehold kommer til at hedde OB Q og skal spille sine kampe på Odense Stadion.

- Vi har længe set mange kvindelige fans til OB's superligakampe, men vi ønsker, at alle fodboldspillere - uanset køn - skal kunne drømme om at spille for OB, siger Niels Thorborg, der er bestyrelsesformand i Odense Sport & Event, selskabet bag OB. 

Sidste år meddelte det europæiske fodboldforbund (Uefa), at det fra 2024 ville være et krav, at man skal støtte et kvindehold, hvis man vil deltage i en af Uefas tre store klubturneringer.

OB har dog ikke kvalificeret sig til nogen Uefa-turneringer siden 2011. 


Fra venstre er det spillerne Julie Jensen, Ajla Habibovic og Arna Thráinsdóttir.
Fra venstre er det spillerne Julie Jensen, Ajla Habibovic og Arna Thráinsdóttir.
Foto: ob.dk