Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

OB henter tysker til midtbanen

Superligaklubben OB fortsætter oprustningen frem mod den kommende sæson.

Fredag har klubben skrevet kontrakt med Sven Köhler, der kommer til Fyn fra Osnabrück, hvor han i den forgangne sæson var anfører i klubben.

Tyskeren er i OB blevet udstyret med en kontrakt frem til sommeren 2026.

- Vi har scoutet efter en central midtbanespiller, som har en god fysik, og som er god til at hjælpe holdet med at balancere mellem offensiv og defensiv i både position og handlinger. Sven udtrykker og udstråler et naturligt lederskab, og han vil bidrage til at gøre sine holdkammerater bedre. Vi glæder os til at starte op på mandag med Sven i blå/hvide striber, siger OB's sportsdirektør, Björn Wesström, til klubbens egen hjemmeside. 

Köhler spillede i den netop afsluttede sæson 35 kampe og noterede sig for tre mål, to assists og hele 14 gule kort. Han har sit udgangspunkt på den centrale, defensive midtbane og kan derfor ses som en direkte erstatning for Jeppe Tverskov, der efter kontraktudløb har skrevet under med FC Nordsjælland.

Ifølge Transfermarkt havde Sven Köhler kontrakt med Osnabrück, som rykkede op i den næstbedste tyske række, i endnu et år, og OB har derfor – for første gang i dette transfervindue – måtte købe en ny spiller ud af hans eksisterende kontrakt. Transfersummen er ikke oplyst af nogen af de to klubber.