Da Jesper Jensen udtog sin trup til EM, var der flere, der blev skuffede. En af dem var Odense-profilen Elma Halilcevic, der havde sat næsen op efter en plads blandt de udvalgte.
- De første par dage var rigtig hårde, men nu er den ligesom landet, og nu kan jeg fokusere 100 procent på at være med holdet de sidste par uger her og prøve at finde fokus fremadrettet på, hvad der skal ske, siger hun til TV 2 Sport.
Sammen med Simone Petersen er hun med som træningsspiller ved Golden League inden EM, men altså ikke en del af slutrundetruppen.
Sidste år var Elma Halilcevic blandt de 18 spillere til VM, men hun fik ikke en eneste kamp. Denne gang skal der stadig skrives fire reserver på, og Elma Halilcevic håber på, at hendes navn kommer på den liste.