Det står ikke helt klart, hvad der egentlig skete, da en udenlandsk chauffør tabte et hus på Fynske Motorvej ved Odense mandag middag.
Hændelsen endte med, at motorvejen måtte spærres i flere timer, mens der blev arbejdet på at bugsere det tabte hus væk.
Til TV 2 Fyn fortæller vagtchef Johni Müller, at politiet mistænker, at der har været en form for overlæs på den trailer, som det såkaldte tiny house blev transporteret på. Af den årsag er trailer og huset nu kørt ind for at få det vejet.
- Det er en alvorlig sag, hvis man ikke har spændt sine ting ordentligt fast, eller man kører med overlæs. Det er noget, vi slår hårdt ned på, fortæller vagtchefen, der samtidig priser sig lykkelig over, at ingen kom til skade i forbindelse med uheldet.