Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Særligt insekt genfundet i Odense efter 109 års fravær

Hornmaskebien er genfundet i Danmark efter 109 års fravær, og det er sket i Odense, oplyser Miljøstyrelsen.

Forskere fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet fandt de små, enlige bier inde i plantestængler i Vandcenter Syds klimatilpasningsprojekt "Træøen" i Bolbro i Odense.

- Fundet af hornmaskebien er opsigtsvækkende i sig selv, men det, der er rigtig interessant, er årsagen til, at vi finder den, nemlig at plantens stængel fungerer som overvintringshabitat for bien, og at den blev fundet midt i Odense by, siger Mona Chor Bjørn, der er forsker ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.

- Storbyer har et lokalt klima, som er varmere end det omgivende landskab, og kombineret med tilstedeværelsen af blotlagt veldrænet substrat som for eksempel grus- og kalkholdig filterjord kan der opstå unikke levesteder for varmeelskende arter heraf spændende og sjældne arter af bier, tilføjer forsker Hjalte Calberg Ro-Poulsen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.