Fortove, veje og cykelstier er gennem længere tid blevet nedprioriteret i Odense, og de vil komme i dårligere stand.
Så klar er meldingen fra By- og Kulturforvaltningen, der konstaterer, at der er et efterslæb på 253 millioner kroner - altså penge, som skulle have gået til renovering, men som er blevet omprioriteret.
Det bliver dog ikke nu, der bliver fundet penge til byens veje, siger by- og kulturrådmand Søren Windell (K).
- Vi har et stort efterslæb på vores veje og fortove. Vi udskyder pinen lidt, for vi skal have et budget til at gå op, siger Søren Windell, der vil se, om han kan finde pengene på næste års budget i stedet.
- Bilisterne skal ikke køre rundt på farlige veje, fordi der er huller, og vejene ikke bliver renoveret. Vi har gamle veje i Odense, som på et tidspunkt skal brydes op og lægges om på ny, siger han.
Når man ikke løbende renoverer veje og cykelstier, kan det ifølge forvaltningen på længere sigt betyde øgede udgifter til reparationer.