Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Stjerneadvokat støtter omstridt Vollsmoseklub

Den kendte forsvarsadvokat Mette Grith Stage, der blandt andet har været forsvarsadvokat for Black Army-lederen Mohammed Daabas, er hovedsponsor i fodboldklubben FIUK, der i år har været involveret i to kampe, som har kastet karantæner af sig. Det kunne B.T. fortælle onsdag.

Hun understreger over for TV 2 Fyn, at vold og trusler ikke hører hjemme på en fodboldbane, såvel som uden for. Hun noterer sig dog samtidig, at DBU Fyn har taget hånd om sagerne og givet karantæner til de involverede parter - inklusiv en af FIUK's modstandere under en kamp i maj.

- Umiddelbart fæstner jeg min lid til, at bestyrelsen håndterer det her internt i klubben, og at modstandere i fremtiden ikke vil opleve, at det er utrygt at skulle spille mod FIUK, for det er selvfølgelig helt uacceptabelt, siger forsvarsadvokaten.