Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

To busruter nedlægges - men politikerne er stadig ikke i mål

Borgerne i Lumby har tirsdag mistet deres bybusforbindelse. 

Det står klart efter et møde i klima- og miljøudvalget i Odense Kommune. 

I alt har politikerne besluttet at nedlægge to busruter. Udover rute 68 til Lumby, så nedlægges også rute 15 mellem Rosengårdscenteret og Tietgenbyen.

- Vi har haft den her udfordring, at vi har haft et merforbrug på 45 millioner kroner ud af et budget på 160 millioner kroner. Så vi har været nødt til at skære nogle ruter væk, siger Tim Vermund (S), der er klima- og miljørådmand samt formand for FynBus' bestyrelse.

Er i så i mål med besparelserne på FynBus med den her beslutning?

- Vi er desværre ikke i mål, siger rådmanden, der forklarer at der er fundet 15 millioner kroner i besparelse samtidig med, at der er fundet 30 millioner kroner til at betale nogle af besparelserne.

Udover de to ruter der nedlægges, så justerer politikerne også kørslen på ruterne 45-46, 55-56 og 85. Dog kan borgerne i Stige ånde lettet op. I første omgang reducerer politikerne ikke de 33 procent i frekvensen i myldretiden, som forvaltningen forslog. 

Dog lyder det fra rådmanden, at borgerne i Stige skal begynde at bruge bussen, hvis de skal redde den.