Sidste år var det Rammstein, og i år er det Bruce Springsteen, som lokker 50.000 tilskuere til Dyrskuepladsen i Odense. Men naboer til koncertpladsen mener, at de store arrangementer er i strid med loven.
Kommunen udarbejdede nemlig ikke en ny lokalplan for området, da det i efteråret blev besluttet at udvide Dyrskuepladsen. Blandt andet derfor var naboerne onsdag aften samlet til beboermøde.
- Det er de sædvanlige problemer, som vi oplever. Hele området bliver forvandlet til en kæmpe trafikprop, der gør, at vi ikke kan komme ind og ud af vores egen parkeringsplads, siger Michael Nielsen, der er bestyrelsesmedlem i Dyrskuepladsens Naboer.
Nu er Odense Kommune godt i gang med at udarbejde en ny lokalplan. Det er dog for sent, lyder kritikken fra Nils Skeby, der er formand for Dyrskuepladsens Naboer. Han mener nemlig ikke, at lokalplanen kan nå at blive klar til Bruce Springsteen-koncerten 9. juli.