Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Vigtigt overtidsmål var også særlig milepæl for OB-veteran

Ikke nok med, at han nu er på top-ti-listen over målscorere i OB, så har han også sikret sig en særlig milepæl.

Da Bashkim Kadrii i sidste sekund af besøgstiden på Brøndby Stadion søndag sikrede OB sæsonens første tre point, var det samtidig også en helt særlig milepæl.

Med sit tørre venstrebenshug sikrede den 32-årige spiller sig sin 10. sæson for OB med mål.

- Det føles fantastisk, og det betyder selvfølgelig noget for mig, siger Bashkim Kadrii dagen derpå.

- Men lige nu tænker jeg bare på at gøre det så godt som muligt. Når jeg en dag stopper og kigger tilbage på det, så er det da noget af det, der vil betyde noget særligt.

Og selvom det er de færreste spillere, der kan prale af det samme, så er det det en ydmyg spiller TV 2 Fyn møder efter søndagens sejr, der er den anden i streg, der afgøres i sidste øjeblik.

Du er ikke startet inde i de seneste to kampe. Bliver det her vigtige mål et lille prik til Andreas Alm?

- Det ved jeg ikke. Det må du spørge Andreas om. Jeg gør, hvad jeg kan og træner. Når jeg får chancen og forhåbentlig scorer nogle flere mål, så må vi se, hvor det bærer henad.

Kan sejren ikke bruges til at sikre en plads i startopstillingen, så glæder Bashkim Kadrii sig over dens betydning for de kommende kampe.

- Det giver en masse selvtillid til os alle sammen og særlige til de mange nye. Og jeg håber det kommer til at give os et godt resultat mod Viborg.

En kamp som OB-spilleren forventer kommer til at kræve mere initiativ.