GOG er kommet et vigtigt skridt tættere på at forsvare DM-guldet fra sidste år.
Onsdag kvalificerede den fynske håndboldgigant sig til DM-finaleserien ved at vinde 37-30 i Skjern. GOG vandt også den første semifinale mellem holdene, så en tredje semifinale er ikke nødvendig.
Spændingen var reelt væk inden de sidste ti minutter, da Simon Pytlick havde sendt GOG i front med fem mål.
Med til de magelige sejrscifre hører også, at Skjern på intet tidspunkt var foran i kampen.
Vestjyderne vidste, at holdet var tvunget til at vinde for at fremtvinge en tredje semifinale, men hjemmeholdet måtte sande, at holdet var oppe imod overmagten, som det også var tilfældet i Gudme i søndags.
I finaleserien skal GOG enten møde Aalborg Håndbold eller Fredericia HK. De to hold spiller den afgørende semifinale på søndag i Aalborg.