Det bliver et farvel til Joachim Lyng Als og et goddag til Frederik Bjerre, når indeværende sæson er slut. Det oplyser GOG på sin hjemmeside.
For førstnævnte gælder det, at han ønsker at søge nye udfordringer, hvorfor sidstnævnte er hentet ind som erstatning hos TTH Holstebro.
- Joachim er en dygtig håndboldspiller som har stået lidt i skyggen af Alexandre Blonz og Jerry Tollbring, og det er forståeligt, at han har haft et ønske om at få mere spilletid, siger GOG-direktør Kasper Jørgensen og uddyber om Frederik Bjerre:
- Frederik passer perfekt ind i vores spillestil, og vi tror på, at han kan bidrage til at vi opfylder vores ambitioner både i den hjemlige liga og i Europa.