Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Millioner på vej til læreruddannelse i Svendborg

Et flertal på Christiansborg er blevet enige om at bevilge tyve millioner kroner til byggeriet af en ny læreruddannelse i Svendborg. Pengene kommer fra andre uddannelser, som bliver beskåret, såkaldte tilbageløbsmidler.

Udover et engangstilskud på tyve millioner kroner til selve byggeriet af et nyt seminarium har politikerne også sat penge af til drift af uddannelsen. Politikerne har fundet fem millioner kroner, som UCL får i ekstra tilskud til driften af en mulig læreruddannelse i Svendborg.

- Jeg er enormt glad og knusende stolt over, at det er lykkedes at skaffe så stor en bevilling til campusbyggeriet i Svendborg. Det er mange år siden, at jeg kastede mig ind i den her kamp. Og jeg er glad for og stolt over, at det er lykkedes, siger det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjørn Brandenborg.

Også Svendborgs borgmester Bo Hansen, Soc.dem., glæder sig over meldingen om millioner til en læreruddannelse i Svendborg. Håbet er, at man kan samle både pædagogen- sygeplejerske- og læreruddannelsen i et nyt uddannelsesområde på havnen i Svendborg.

- Det her er meget mere end en læreruddannelse. Det er byuydvikling, og det er også derfor, at vi som kommunen har kastet os ind i kampen for en læreruddannelse. Jeg har flere gange sagt, at jeg er bekymret for sygeplejerskeuddannelsen og pædagoguddannelse, når de står alene. Ved at samle uddannelserne bliver det et meget stærkere uddannelsesområde.

Det er bestyrelsen i UCL, der driver læreruddannelserne, der skal træffe beslutningen om, der skal etableres en ny læreruddannelse i Svendborg. Det gør de formentligt på et bestyrelsesmøde i juni.