Kvinder som Nicole får færre penge i Odense end i andre byer - snart rammer konsekvensen

Reden Odense bliver snydt for støtte i forhold til Reden i Århus og København, lyder kritikken.

- Reden redder liv.

Det er Nicoles eget motto. Hun har en fortid som prostitueret og er kommet hos Reden Odense i over 25 år.

Her kan socialt udsatte kvinder anonymt få en snak rundt om sofabordet, et trygt sted at være, måske en bid mad. Ligesom hos Reden København og Reden Århus.

Men når det gælder økonomien bag, er der urimelig forskel på den pose penge, som staten giver til Reden Odense og i de to andre største byer. Sådan lyder kritikken nu fra Reden Odense.

- Aktiviteten på Reden Odense nærmer sig rigtig meget aktiviteten i Reden København. Men vores økonomi, den statslige finansiering, er helt skæv, siger Mette Guul, der er forstander hos Reden Odense.

- Det er simpelthen ikke fair.

Kan tvinges til at lukke om natten

Reden Odense beskrives som et 'fristed for kvinder over 18 år, som lever et liv præget af misbrug, prostitution, psykiske vanskeligheder og hjemløshed'.

- Jeg har ikke noget familie. Men det her er min lille familie, siger Nicole om Reden Odense, hvor hun er kommet i over 25 år.
- Jeg har ikke noget familie. Men det her er min lille familie, siger Nicole om Reden Odense, hvor hun er kommet i over 25 år.
Foto: Ken Petersen

Gennem de senere år har man her oplevet et stigende behov for hjælp fra kvinderne.

- Bare sidste år havde vi 91 nyhenvendelser. Det vil sige 91 kvinder, der kommer her for første gang. Det har vi aldrig oplevet før, siger Mette Guul.

Mette Guul, forstander, Reden Odense
Mette Guul, forstander, Reden Odense
Foto: Emilie Foxil


Sidste år åbnede Reden Odense døren for i alt 252 brugere. Det samme som hos Reden København, hvor brugerne dog besøger stedet hyppigere.

Reden Odense står lige nu med et budget, hvor underskuddet i år lyder på 711.300 kroner.

- Vi har simpelthen brugt rub og stub for at holde sammen på det her igennem de sidste år, fortæller forstanderen.

- Det kan vi ikke blive ved med at holde til.

Konsekvensen kan blive, at stedet fra efteråret 2024 må lukke ned i nattetimerne, hvor det ellers er muligt at bade til kl. 01 og overnatte hos Reden.

- Det lyder ikke godt i mine ører, siger Nicole.

- Nu har jeg jo et hjem. Men det er jo ikke alle, der har det.

Skæv fordeling

Tager man et kig på de offentlige tilskud til de tre største Reder i landet, viser de røde søjler nedenfor, hvordan Reden København i 2024 får 8,3 millioner kroner fra staten, mens Reden Århus får 6 millioner kroner i statsligt tilskud. Til sammenligning får Reden Odense 3,5 millioner kroner fra staten. 

Tilskud til Reden Odense
Foto: Grafik: Anders Kammersgaard

- Reden København og Reden Århus skal jo drive det tilbud, de driver. Problematikken er, at Reden Odenses statstilskud simpelthen ikke er fulgt med overhovedet igennem mange år, siger Mette Guul.

- Hvordan kan det være? Ingen kan simpelthen svare mig på det.

Kan I selv gøre noget for at bruge de eksisterende penge bedre?

- Nej. Vi er styret så stramt nu, så vi kan ikke gøre noget. Vi kan ikke optimere nogen som helst steder.

Reden Odense holder åbent 20,5 timer i døgnet
Reden Odense holder åbent 20,5 timer i døgnet
Foto: Emilie Foxil

Odense Kommune løfter mere end staten

I grafikken ovenfor fremgår det af de hvide søjler, at Odense Kommune som den eneste kommune lægger et tilskud, der overstiger statens tilskud til Reden i kommunen.

- Vi får et klækkeligt tilskud fra Odense Kommune, og vi får også en fri husleje her, siger forstander Mette Guul.

Men Odense Kommune har også selv et presset budget, når det kommer til socialområdet generelt. Og derfor kan Odense Kommune nu heller ikke hæve bidraget, lyder det fra beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt (V).

- Vi har jo virkelig spædet op og forsøgt at udjævne noget af den udfordring, der er i forhold til staten og i forhold til andre byer. Vi forventer, at staten kommer til at lægge nogle flere penge, når man bliver opmærksom på den ulighed, der nu engang er, siger Christoffer Lilleholt (V).

Beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt (V)
Beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt (V)
Foto: Emilie Foxil

Efterlyser gennemsigtighed og millioner

Forstanderen efterlyser mere gennemsigtighed omkring, hvilke kriterier der ligger til grund for tilskuddene, som fordeles fra Christiansborg.

- Hvis det var beskrevet, så var det jo let for alle og enhver at sige, at går man eksempelvis op i aktivitet, så har man så og så mange midler til at drive stedet, siger Mette Guul.

Det oplyser Social-, Bolig- og Ældreministeriet om kriterierne

De økonomiske kvaler har fået Reden Odense til at kontakte Socialudvalget i Folketinget med et brev om situationen, ligesom man har inviteret politikere på besøg.

Det er Reden Odenses vurdering, at der skal tilføres omkring 3 mio. kr., hvis Reden skal fastholde sin åbningstid og fungere forsvarligt for brugere og medarbejdere, lyder det i brevet til Socialudvalget.

Rådmanden i Odense efterlyser også en løsning. 

- Socialministeren og Christiansborg burde få udjævnet de her uligheder og burde sikre, at hvis man har den samme borgergruppe og de samme udfordringer, så får man de samme penge, siger Christoffer Lilleholt (V).

- Reden skal være, som den er i dag. Længere er den ikke, siger Nicole. 

TV 2 Fyn tager i morgen kritikken med til Christiansborg.

Nicole medvirker kun med fornavn for at beskytte hendes privatliv. TV 2 Fyn er bekendt med hendes fulde navn.

Oversigt

    Oversigt