En foræring til Fyn
Susanne Bier optog sin prisbelønnede film blandt andet i Rudkøbing og Faaborg og fik tre millioner kroner i støtte fra den fynske filmfond, FilmFyn. Og her kan man næsten ikke få armene ned, efter at prisen blive uddelt i nat, dansk tid.
- Filmen er solgt til 50 lande og vi føler os nu helt sikre på at komme til at tjene på filmen, siger administrerende direktrø i FilmFyn Lars Herman.
Men endnu vigtigtigere er den opmærksomhed, som filmen nu giver Fyn.
- Filmens succes er en foræring til Fyn. Turister vil være interesseret i at se de steder, hvor filmen er optaget, mener Lars Herman.
Filmturisme i fremgang
Og det vil i løbet af få måneder let kunne lade sige gøre med en ny applikation, som FilmFyn er i gang med at udvikle til smartphones.
Med telefon-programmet kan turister finde frem til film-locations på Sydfyn og på stedet se de tilhørende filmklip.
- Det bliver første gang vi prøver det i Danmark. I Sverige har de gjort det med stor succes med tv-serien om Wallander og i England valfarter turister til for at se mordstederne i Inspector Morse- tv-serien, siger Lars Herman, til TV2/Fyn.
Fremstød i Tyskland
Men også på andre fronter arbejdes der på udnytte den opmærksomhed, som Fyn får i filmen.
- Den 17 marts har "Hævnen" premiere i Tyskland. Sammen med den tyske distributør og vores turistforeninger laver vi et fremstød, der fortæller at filmen er optaget på Sydfyn , oplyser FilmFyns direktør.
FilmFyn har bidraget med 3 millioner kroner til "Hævnen" mod at dele af filmen optages på Sydfyn. Hvor meget fonden kan tjene på øgede billetindtægter, tør direktøren ikke spå om, men man havde ikke budgetteret med en indtægt.
Og måske er eventyret ikke slut endnu. Den 25. januar afgøres det nemlig, om "Hævnen" også bliver nomineret til en Oscar.