EU-Kommissionen har lagt op til at forbyde kommercielt fiskeri af ål, og det vil ramme de fynske bundgarnsfiskere hårdt.
- Et forbud vil betyde et dødsstød til bundgarnsfiskeriet, som vi kender det i dag, siger Allan Buch, der fisker fra Skrillinge Strand ved Middelfart.
Allan Buch er også formand for Bælternes Fiskeriforening, og han vurderer, at et forbud vil ramme mellem 15 og 20 af foreningens 55 aktive medlemmer.
Derudover vil det også ramme en del ældre fiskere, der ikke er medlem af foreningen, fortæller Allan Buch.
- Et stop for ålefiskeri vil ramme mange erhvervsfiskere med blandet fiskeri hårdt. De kan ikke bare tage et andet sted hen og fiske noget andet, siger Allan Buch.
EU's fiskeriministre forhandler fiskekvoter
EU's fiskeriministre forhandler mandag næste års fiskekvoter for Atlanterhavet og Nordsøen, og i forhandlingerne indgår også et forbud mod erhvervsmæssigt ålefiskeri i Østersøen.
Hvis der bliver indført et forbud mod erhvervmæssig ålefangst, så ser Allan Buch ikke andre muligheder end at afskedige sine to ansatte og lukke forreningen.
- Det første jeg vil gøre, hvis der kommer et forbud, er at finde ud af, hvornår jeg skal opsige mine medarbejdere. Og så må vi jo se, om der kommer muligheder for tilskud til ophugning af redskaber og både, siger Allan Buch.
Som optakt til forhandlingerne har Allan Buch fået produceret en film, som med udgangspunkt i hans eget fiskeri skal overbevise EU-Kommissionen og EU's fiskeriministre om, at det danske ålefiskeri skal bevares. Filmen kan ses herunder.