Fynsk metalkoncern leverer nyt rekordregnskab

Ib Andresen Industri i Langeskov har øget omsætningen med 118 millioner kroner. Årets resultat steg med ni millioner til 56 millioner kroner, viser nyt regnskab.

Den fynske metalkoncern i Langeskov IAI Holding, der ejer Ib Andresen Industri, bygger videre på sidste års rekord.

quote - Vi er vækstet i stort set alle vores kundegrupper, og det er tilfredsstillende, at vi har øget den samlede omsætning med 10 procent.

Administrerende direktør, IAI Holding, Bjørn Thorsen.

Selskabet har netop leveret et overskud på 57 millioner kroner før skat. Dermed lægger virksomheden penge oven i sidste års resultat på 48 millioner kroner, der er selskabets hidtil bedste resultat.

Men hos selskabet selv er det stigningen i omsætningen på 118 millioner kroner, der for alvor bemægtiger sig opmærksomheden. 

- Vi er vækstet i stort set alle vores kundegrupper, og det er tilfredsstillende, at vi har øget den samlede omsætning med 10 procent, siger selskabets administrerende direktør Bjørn Thorsen.

Det flotte regnskab kommer efter en årrække med en særdeles udfordret bundlinje. I 2014/15 havde IAI Holding et underskud på næsten 100 millioner kroner. Og årrækken før svingede bundlinjen mellem sorte og røde tal, og aldrig synderligt over nul. 

Den skrantende økonomi skyldtes blandt andet selskabets mislykkede forsøg med at bygge vindmølletårne.

Strategi gav nyt fokus

I kølvandet på rekordåret 2016/17 lagde Ib Andresen Industri en ny strategi. Og den var angiveligt ikke helt forfejlet, siden både top og bund nu har udviklet sig yderligere.

Men det var altså den forrige strategi, der for alvor fik metalkoncernen på rette spor:

- Den seneste strategiperiode, som sluttede sidste sommer, bragte vores fokus tilbage på kerneforretningen. I nuværende strategiperiode vil vi med afsæt i kerneforretningen i højere grad have et fokus på vækst, forklarer Bjørn Thorsen og uddyber:

- Som vi bekendtgjorde sidste år, vil vi investere stort i udvidelse af kapaciteten, automatisering og digitalisering. Investeringerne skal understøtte vores forretningsmæssige mål om at vækste med vores kunder samt vinde markedsandele i de markeder, vi opererer i, siger Bjørn Thorsen.

Senest offentliggjorde Ib Andresen Industri, at de investerer i en ny profilvalselinje til et tocifret millionbeløb. En investering, som understøtter målene om mere kapacitet med henblik på at kunne vækste med kunderne.

Ib Andresen Industri beskæftiger i dag cirka 550 medarbejdere.

Oversigt

    Oversigt