Odense Stadion har fået ny hovedsponsor, og derfor skal der endnu en gang laves nye skilte til Odense Stadion, der for anden gang på knap to år skifter navn.
De enorme Ewii Park-bannere, der blev sat op den 23. oktober 2016 pilles ned og udskiftes.
Fremover vil Nature Energy lægge navn til byens stadion og Odense Boldklubs hjemmebane.
OB beskriver den nye stadionsponsoraftale som en helt ny og innovativ måde at drive stadionsponsorat, der også skal gøre den samlede stadionoplevelse bedre for publikum.
Nature Energys stadionsponsorat træder i kraft 1. juli og løber foreløbig indtil sommeren 2021.
Stadionets sponsorer
Odense Stadion har siden 2005 haft tre sponsorer, da Odense Boldklub første gang solgte navnerettigheden til Fionia Bank.
Da banken fem år senere gik konkurs skiftede OB sponsor, og Fionia Park blev til Trefor Park. Energiselskabet Trefor skiftede i 2016 navn, og Odense Stadion blev til Ewii Park.
Nu er der igen ny sponsor og derfor nyt navn.
Mere end bare et navn
Det er dog ikke nok for Nature Energy bare at være en navn, der hænger over indgangen.
Direktør Ole Hvelplund vil nemlig bruge sponsoratet til at oplyse fynboerne om affaldssortering og grøn biogas.
Derfor vil resterne af fansenes stadionplatter blive genbrugt til biogas - overskuddet fra biogasproduktionen skal derefter tilbage til OBs fanklub, der skal bruge pengene til at øge stemningen på stadion.
- Hvis vi kan vænne danskerne til at betragte affaldssortering som en donation til en grønnere fremtid, er vi nået langt. På stadion er der så en ekstra gevinst, da vi ekstraordinært donerer værdien af biogassen til at gøre stadionoplevelsen endnu bedre, siger Ole Hvelplund.