-
Der er nu rejst tiltale mod to mænd, der menes at stå bag mordet på en 88-årig pensionist i Skamby i oktober 2001. Mændene sigtes for drab og røveri.
Mandag morgen, den 15. oktober fandt en hjemmehjælper pensionisten Viggo Knudsen liggende død i sit hjem i Skamby. Han var blevet tævet ihjel med et stumpt instrument, der senere viste sig at være et manglebræt.
Kendte narkomaner
De to, der på gerningstidspunktet var henholdsvis 25 og 27 år, er kendt af politiet som narkomaner. De menes at stå bag flere røverier i lokalområdet. Men fuldmægtig hos Statsadvokaten for Fyn, Anette Petersen oplyser til Ritzau, at de to - udover røveri og drab - kun er tiltalt for et enkelt indbrud.
Der er endnu ingen dato på, hvornår tiltalen kommer til at stå i landsretten.