- Det er jo meget godt sådan, at have et indblik i det, så man ikke bare står og ved ingenting om nogen ting, når det er, man skal finde ud af det.
Sådan siger Ella Broby Henriksen. Hun er elev i 6.a på Nordagerskolen i Ringe, og Ella rammer meget godt den mission, som Faaborg-Midtfyn Kommune er på.
Kommunen har med projektet "Erhvervsrygsækken" sigte på at polstre eleverne i folkeskolen til at kunne tage et valg om uddannelse på et solidt grundlag.
Og det er der nok god grund til. På landsplan er det kun hver femte af de unge, der efter 9. og 10. klasse søger ind på en erhvervsuddannelse.
Men i Faaborg-Midtfyn Kommune er det næsten hver tredje. Således har kommunen allerede flyttet unge fra for eksempel det almene gymnasium til de erhvervsrettede uddannelser på EUD.
Langt sejt træk
Men selvom kommunen allerede sidste år modtog prisen Falkeprisen af Børne- og Undervisningsministeriet for arbejdet med netop at gøre en særlig indsats for at øge søgningen til erhvervsuddannelserne, så er der lang vej endnu.
- Det er et rigtig langt sejt træk det her. Det er mange års forsømmelser, som vi skal forsøge at rette op på, siger Anders Granhøj.
Han er matematiklærer på Nordagerskolen og kan dog notere, at hans elever under et besøg på Svend Frederiksen Maskinfabrik en kort cykeltur fra skolen hurtigt fandt koblingen mellem teorien i klasseværelset og praksis på maskinfabrikken.
- Nogle gange så spørger de måske, hvad skal vi bruge det her matematik til. Det ser de her i dag. Og det oplever de, siger maskinfabrikkens direktør Fleming Frederiksen.
- Så når de kommer herud, kan de se, hvad de kan bruge det til, når de kommer tilbage igen, så kan de måske sige, at nu giver det mening for mig. Så praksis og virkelighed og teorien kommer til at hænge sammen, tilføjer han.
Og så er vi tilbage ved Ella, som har afkodet sammenhængen.
- Hvis de gav mig en arbejdstegning herude fra, så ville jeg ikke vide, hvordan jeg skulle læse den, før jeg havde arbejdet med det i skolen.
Den samme tro på sammenhæng har Ellas matematiklærer.
- Den dag jeg ikke tror på, at det nytter noget, så skal jeg gå på pension, siger Anders Granhøj.
Den tilbagetrækning kommer dog nok til at vente lidt endnu. Direktør Fleming Frederiksen kan nemlig fortælle, at "Erhvervsrygsækken" virker.
- Lige før coronaen havde vi en i praktik, og som er meget interesseret i, at det er den karrierevej, han skal have.
- Det fik han øjnene op for ved at være på besøg herude, fortæller Fleming Frederiksen.
Stort frafald
En stor udfordring i kampen om at få unge til at interessere sig for erhvervsuddannelserne er et yderst stort frafald.
Således viser tal fra Danmarks Statistik, at 42 procent af landets erhvervsskoleelever falder fra, inden de får deres svendebrev.
Dermed er erhvervsskolerne den uddannelsesretning med den højeste frafaldsprocent. Gymnasiernes frafaldsprocent er for eksempel lige knap 15 procent.
På Svendborg Erhvervsskole afspejler frafaldet landstendensen. Her kan de unge tale om at se klassekammerater droppe ud.
- Jeg tror, det blev for meget for dem. Det blev for kedeligt. De havde ikke rigtig nogen interesse i uddannelsen, sagde EUD-elev Sebastian Mørup, da TV 2 Fyn i marts besøgte Svendborg Erhvervsskole.
Her var skolens erhvervsuddannelseschef Rikke Søgren Raisas store ønske netop det, som der gøres med "Erhvervsrygsækken" i Faaborg-Midtfyn Kommune.
- Så de havde en større oplevelse af, hvad en erhvervsuddannelse kan, og hvad den kan føre til, sagde Rikke Søgren Raisa.