Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Landsformand dybt berørt af sag om bosted

Landsformanden for landsforeningen SIND, som arbejder for mennesker med psykiske lidelser, er dybt berørt over den sag, som TV2 Fyn og Fyens Stiftstidende har beskrevet. 

Sagen handler om, at en ung kvinde døde, mens hun var anbragt på opholdsstedet Den Lille Gård.

- Det er dybt, dybt tragisk, og jeg bliver rigtig vred og ked af det over det, der er sket, siger Mia Kristina Hansen, der er landsformand for SIND. 

Mia Kristina Hansen fortæller, at hun tidligere har hørt om lignende sager. 

- Det er højt oppe i systemet, vi skal kigge på de svigt, der sker. Hvorfor var hun ikke indlagt, kunne jeg for eksempel spørge mig selv om, ikke kun i hendes sag, men også i andre sager, siger hun.  

- Jeg oplever, at der er sket nogle svigt hele vejen rundt forskellige steder i systemet, tilføjer hun.  

Det er dog ikke kun på private bosteder, at landsformanden oplever problemer. Det sker også på kommunale opholdssteder. 

- Generelt så oplever jeg, at vi har et psykiatrisk system, som ikke altid fungerer efter hensigten, siger Mia Kristina Hansen.