Et tysk containerskib gik natten til fredag på grund i Lillebælt.
Containerskibet Ragna havde netop forladt Fredericia Havn, hvorefter skibet stødte på en sandbanke cirka 200 meter nordøst for Strib.
Fyns Politi modtager melding om containerskibet klokken 02.10 fra Maritime Assistance Service (MAS), der havde mistanke om spritsejlads.
- Det viser sig, at kaptajnen på skibet var påvirket af spiritus. Han bliver anholdt og sigtet for mistanke om spiritussejlads, hvorefter han bliver sejlet ind på land i selskab med betjentene, siger vagtchef ved Fyns Politi Kenneth Taanquist til TV 2 Fyn.
Kaptajnen, der betjente det 100 meter lange containerskib, er 33 år gammel og tysk statsborger.
Der er i forbindelse med episoden ikke mistanke om risiko for udslip. Der er heller ingen meldinger om tilskadekomne, uddyber vagtchefen.
Ragna havde været i Fredericia for at losse og laste containere som led i en betjening af Fredericia Shipping ApS, skriver Fredericia Dagblad.
Til avisen fortæller shipping-direktør Klaus G. Andersen, at han er blevet orienteret om sagen.
- Det er altid alvorligt, når skibe går på grund. Og selvfølgelig ekstra alvorligt, hvis der er tale om spritsejlads og ikke "bare" dårligt sømandskab, siger direktøren, som understreger ordet "hvis", siger Klaus G. Andersen til Fredericia Dagblad.