Sidste skib til Forsvaret

Siden 1991 har Søby Værft på Ærø bygget 30 fartøjer til Forsvaret. I dag blev den sidste i rækken afleveret.

Som 29 gange før blev der onsdag skålet i portvin, da Søby Værft afleverede det sidste fartøj i en ordre på 30 skibe til forsvaret.

- Jeg har det dejligt, det er altid en glæde at aflevere et fartøj, siger Roar C. Falkenberg, der er direktør på Søby Værft.

Efter papirarbejdet var overstået skulle skibet selvfølgelig tages i brug. Gennem de sidste 20 år har skibene givet arbejde til værftet.

- Det har betydet utrolig meget for os. Op gennem 90erne, hvor mange værfter lukkede, sikrede denne ordre os ovenvande, siger Roar C. Falkenberg.

Det sidste fartøj holdt sig også ovenvande på opvisningssejladsen i det sydfynske øhav. Skibet, med det officielle navn MHV 912, skal nu bruges af marinehjemmeværnet som de 29 foregående.
Hos værftets medarbejdere var dagens farvel ikke helt uden vemod.

- I starten troede vi det ville blive trivielt med så mange ens skibe, men jeg har ikke hørt nogen der har brokket sig. vi har hele tiden sat en ære i at lave det næste en lille tand bedre, siger værkfører Hans-Henrik Ammersbøl.

Værftets medarbejdere skal dog ikke frygte fremtiden, da Søby Værft har flere ordre de kommende år.

Oversigt

    Oversigt