"Jeg har dags dato fået en henvendelse fra Tina Bue om, at I ønsker et oplæg vedr. Teori U", sådan lyder en e-mail fra Tina Bues mand til en afdelingsleder på Odense Centralbibliotek.
Mailen er underskrevet Carsten Frandsen, som i virkeligheden hedder Bue til mellemnavn.
Dermed trækkes Tina Bue Frandsens ægtemand, som på daværende tidspunkt stadig var ansat hos Fyns Politi, hvor han har haft en lang karriere som politibetjent, ind i sagskomplekset omkring den mangeårige byrådspolitiker.
Et kompleks som omfatter gentagne brud på habilitetsreglerne, ansættelsesretten og mistanke om mandatsvig.
- Der er isoleret set tale om et relativt beskedent beløb, men det passer igen ind i det samlede billede af, at man ikke har haft respekt for grundlæggende regler og principper om habilitet, siger lektor i offentlig ret ved Syddansk Universitet, Frederik Waage.
Der er isoleret set tale om et relativt beskedent beløb, men det passer igen ind i det samlede billede af, at man ikke har haft respekt for grundlæggende regler og principper om habilitet
- Jeg kan finde en anden
En medarbejder hos Odense Centralbibliotek skriver i begyndelsen af september 2013 en e-mail til kommunens daværende chefkonsulent i ledelsesteorien Teori U, Tina Bue Frandsen.
Hun bliver i e-mailen spurgt, om hun den 27. september 2013 har mulighed for at holde et oplæg om Teori U for medarbejderne i kommunens bibliotekstjeneste.
Tina Bue Frandsen er på daværende tidspunkt socialdemokratisk byrådsmedlem og ansat i Borgmesterforvaltningen til netop at videreuddanne og udvikle kendskabet til Teori U blandt medarbejderne i Odense Kommune.
Hun skriver tilbage:
Jeg har desværre ikke selv mulighed. Jeg kan finde en anden. Prisen vil være 5.000 plus moms og kørsel.
Tina Bue og Carsten Frandsen
Tina Bue Frandsen finder en anden - nemlig hendes egen ægtemand, Carsten Bue Frandsen.
Mandagen inden oplægget skal løbe af stablen, skriver Carsten Bue Frandsen en e-mail til den leder, som står for personalearrangementet hos Odense Centralbibliotek:
Jeg har dags dato fået en henvendelse fra Tina Bue om, at I ønsker et oplæg vedr. Teori U på fredag i Kerteminde. Jeg har takket ja til opgaven, som vi har aftalt et honorar for svarende til 5.000 plus moms og kørsel.
E-mailen er underskrevet:
Carsten Frandsen.
Parret står altså i e-mailen omtalt med hver deres efternavn, selvom de i virkeligheden hedder det samme - nemlig Tina Bue Frandsen og Carsten Bue Frandsen.
Fik betaling i nystiftet firma
Det er firmaet Bue-Gadegaard, der ender med at få betaling for det pågældende oplæg.
Der er tale om et enkeltmandsfirma, som er oprettet den 1. oktober 2013 af Tina Bue Frandsens mand, Carsten Bue Frandsen. Firmaet er altså stiftet 4 dage efter, at personalearrangementet er løbet af stablen.
Fakturaen bliver sendt afsted den 7. oktober, hvor Carsten Bue Frandsen opkræver Odense Kommune 6.464 kroner for det oplæg, som hans kone i sin egenskab af chefkonsulent i kommunen har videreformidlet.
Firmaet beskæftiger sig ifølge CVR-registret med fremstilling af boligtekstiler. Det lukker få måneder senere.
Odense Kommune vil ikke forholde sig til nye oplysninger
HR-chef i Odense Kommune, Mads Bjerrisgaard Bundesen, har ikke ønsket at stille op til interview om tidligere chefkonsulent Tina Bue Frandsens videreformidling af jobbet som oplægsholder til sin mand.
Mads Bjerrisgaard Bundesen ønsker ikke at kommentere de nye oplysninger, fordi Fyns Politi har sagskomplekset omkring Tina Bue Frandsen liggende til efterforskning.
(Artiklen fortsætter under infografikken)
HR-chefen henviser til den interne redegørelse, som Odense Kommune valgte at oversende til politiet tilbage i oktober måned. En redegørelse, som dog ikke omfatter afsløringerne af Carsten Bue Frandsen som oplægsholder for Odense Kommune.
Men selvom der altså er tale om nye oplysninger, som først er kommet frem efter, at Odense Kommune har færdiggjort den interne redegørelse - og som derfor heller ikke fremgår af det materiale, som Odense Kommune har oversendt til politiet - har HR-chefen ikke ønsket at medvirke i et interview.
Heller ikke chefen for Biblioteker og Borgerservice i Odense Kommune, Kent Skov Andreasen, har ønsket at stille op til et interview om de nye afsløringer, som altså trækker Tina Bue Frandsens ægtemand ind i sagen om omfattende habilitetsproblemer omkring den tidligere højt profilerede byrådspolitiker.
Hovedpersoner er tavse
Det er heller ikke lykkedes at få kontakt til de to hovedpersoner - ægteparret Tina og Carsten Bue Frandsen. Ingen af de to har reageret på TV 2/Fyns henvendelser.