- Hm.
I sin nu mudrede hånd vender Trine Hedegård Jensen langsom en lille metaldims, som hun netop har gravet op af marken. Ved siden af hviler en bippende metaldetektor op ad den spade, der står parkeret ret op i den kolde jord.
Vi troede, at forrige år var rekordår, men der kommer et øget antal hvert år. Det skyldes både, at der kommer flere detektorfolk til, og så skyldes det, at nogle af dem bruger utrolige mængder af deres fritid på at gå rundt på markerne
- Jeg kan ikke umiddelbart afgøre, hvad det er. Når man ikke kan det, skal man lade tvivlen komme stykket og vores alle sammens kulturarv til gode, siger hun.
Derfor putter hun fundet i en lille plastikpose, hvor hun også lægger et lille kort med markens journalnummer og en præcis lokation. Oplysningerne bliver noteret med blyant, så det ikke smitter af.
For Trine Hedegård Jensen, der har været amatørarkæolog i fem år og fundet flere end tusind historiske genstande, er det ren rutine. Men at drage ud med metaldetektor, gps og gummistøvler er blevet populært som aldrig før.
Sidste år udbetalte Nationalmuseet 7,7 millioner kroner til amatørarkæologer som Trine Hedegård Jensen, og det er 3,7 millioner kroner flere end forventet.
En folkesport at gå med detektor
På Fyn findes fem arkæologiske museer, som alle arbejder sammen med amatørarkæologerne. Ifølge Mogens Bo Henriksen, der er museumsinspektør for Odense Bys Museer, er amatørarkæologerne guld værd.
- Vi har fået et helt nyt syn på det nordøstfynske landskab udelukkende ved hjælp af de her detektorfund, siger han.
Mogens Bo Henriksen har også oplevet den stigende interesse for at finde de historiske genstande.
- Vi troede, at forrige år var rekordår, men der kommer et øget antal hvert år. Det skyldes både, at der kommer flere detektorfolk til - det er blevet en folkesport at gå med metaldetektor - og så skyldes det, at nogle af dem bruger utrolige mængder af deres fritid på at gå rundt på markerne, siger han.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Det er en stor arbejdsbyrde for museerne at registrere alle de fund, der kommer ind. Men ifølge Mogens Bo er det det hele værd.
- De her detektorfolk måler præcis ind, hvor genstandene er fundet, og pludselig kan vi se nogle mønstre i, hvor vi finder bronzeøkser henne og dermed få indblik i de ritualer, man har haft i forbindelse med nedlæggelse af bronzeøkser forskellige steder i landskabet. Så vi får en helt ny viden ved hjælp af det her materiale, siger han.
Muldjord og metaldetektorer
På marken ved Korinth kommer Trine Hedegård Jensen frem til, at det lille metalstykke ikke nødvendigvis er et stort fund.
Jeg gør det her for at bidrage til historien, og hvis ikke det blev modtaget på museet med kyshånd og anerkendelse, ville mit incitament for at gå med detektor forsvinde
- Det er i hvert fald ikke danefæ, så meget tror jeg, jeg kan slå fast. Men derfor kan det godt have kulturhistorisk værdi, siger amatørarkæologen.
Men for hende er det ikke så vigtigt, om det er danefæ eller ej. Hun går med metaldetektor, fordi hun gerne vil bidrage til historien. Derfor gør det ikke så meget, at det ikke lige er til at se, hvad metaldimsen er for en størrelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)
- Det kan være lige så spændende som at finde noget, man med det samme kan se, hvad er, siger Trine Hedegård Jensen og fortsætter ud i marken, mens hun svinger detektoren foran sig.
Ifølge museumsinspektør Mogens Bo Henriksen er det vigtigt at pleje samarbejdet med amatørarkæologerne. Derfor holder man blandt andet oplæg og kurser i, hvordan man skal registrere fundene. For Trine Hedegård Jensen er det gode forhold til museerne afgørende for, at det er sjovt at gå marker tynde med metaldetektoren.
Når man tager sådan et stykke op og ser, at der er runeskrift på, så synes man jo, at fortiden taler meget direkte til en. Man vil med det samme helt vildt gerne finde ud af, hvad der står på det lille stykke
- Jeg gør det her for at bidrage til historien, og hvis ikke det blev modtaget på museet med kyshånd og anerkendelse, ville mit incitament for at gå med detektor forsvinde, siger hun.
Blandt de tusind fund, hun har indleveret til museet, har 25 været danefæ. Et af dem var en lille runeamulet. Et lille stykke bly på halvanden centimeter på hver led, hvor man kunne se, at der stod runer.
- Når man tager sådan et stykke op og ser, at der er runeskrift på, så synes man jo, at fortiden taler meget direkte til en. Man vil med det samme helt vildt gerne finde ud af, hvad der står på det lille stykke, siger hun.
Men det har hun stadig til gode at finde ud af.
Nationalmuseet har nu oprettet Danefæsekratariatet med to museumsinspektører og fire sekretærer for at håndtere de mange nye sager. I år er 2.200 danefæbreve blevet sendt ud, mens tallet i 2017 var 527.