Mellem fem og seks millioner kroner.
Det er, hvad den fynske fadølskonge Micro Matic sætter til på dollarens dyk.
Micro Matic fremstiller udstyr til fadølsanlæg og har både en produktion i Florida, men eksporterer også til USA fra Danmark og den nyrenoverede fabrik i Nordirland.
I sidste ende vil det gå ud over overskuddet, men vores erfaring er, at kurserne vil svinge. Vi må finde pengene et andet sted
Det er den eksport, som den fynske virksomhed nu tjener mindre på. Micro Matic sidder på 80 procent af verdensmarkedet for fadølsanlæg med USA som virksomhedens største marked.
- I sidste ende vil det gå ud over overskuddet, men vores erfaring er, at kurserne vil svinge. Vi må finde pengene et andet sted, for der er virkelig fornuft i at satse på USA som marked, siger direktør Søren Vilby.
Dollarkursen er faldet med knap ti procent over for den danske krone siden udgangen af sidste år. Det betyder, at en dollar nu koster 6 kroner og 20 ører, mens den sidste år kostede over 7 kroner og 10 øre.
En lavere dollarkurs betyder, at de danske varer bliver dyrere at købe i USA og andre steder, hvor valutaen er afhængig af dollaren.
Uden eksport ingen job
Det betyder, at den danske konkurrenceevne bliver svækket, og hvis dollaren fortsætter i nuværende niveau, så kan det på længere sigt koste over 10.000 danske arbejdspladser.
Ifølge nye tal fra Dansk Industri skaber virksomhedernes eksport nu 775.000 job i Danmark. Det er det højeste antal arbejdspladser siden finanskrisen, viser DI's analyse.
Udlandets køb af danske varer og services er dermed på sit højeste siden finanskrisen.
TV 2 Business har talt med de største danske banker, der forventer, at dollaren fortsat vil falde til seks kroner næste år.
Micro Matic er globalt ledende indenfor sit felt og den fynske leverandør af fadølskomponenter eksporterer 15 procent af produktionen til amerikanerne.
Virksomheden har ikke kurssikret sig mod udsving i valutakurserne og satser fortsat på at vokse i USA som et marked i udvikling.
- Vi har også taget nogle tæsk i Rusland, da rublen faldt. USA er verdens største økonomi, og vi ser det som et sundt marked, hvor vi fortsat kan vokse, siger Søren Vilby.
På Fyn er det især Assens, Nordfyn og Kerteminde kommune, der ligger i toppen på landsplan over antallet af eksportjob i den private beskæftigelse.