Hemmelig beundrer har haft tegnebogen fremme: Golfklub reddet fra konkurs
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Sct. Knuds Golfklub - en af landets ældste golfklubber - reddet på randen af konkurs. Formanden jubler.
Der er jubel i Sct. Knuds Golfklub i disse dage. Klubben er via en hemmelig investor og beundrer reddet fra den konkurs, som klubben havde direkte kurs imod på grund af en stor gæld i sit klubhus.
- Vi har armene over hovedet. Der er lavet en aftale, hvor vores gæld i Arbejdernes Landsbank er blevet nedskrevet yderligere, og så har en privat investor ydet os et lån af på en 10-årig periode. Nu indkalder vi til ekstraordinær generalforsamling, hvor bestyrelsen skal have mandat til, at klubben overtager klubhuset fra det anpartsselskab, der ejer huset i dag, siger Jørn Nielsen til TV 2 Fyn.
Den private investor, der yder klubben et nyt lån, så den kan komme ud af gælden til Arbejdernes Landsbank, ønsker at forblive anonym, oplyser Jørn Nielsen, formand for Sct. Knuds Golfklub.
Golfspillerne stod i realiteten med ryggen mod muren, eller "begge ben i en konkurs", som Jørn Nielsen udtrykker det.
Hæderkronet golfklub slås mod konkurs - beder Lego-ejer om hjælp
Sct. Knuds Golfklub i Nyborg håber stadig på en redningskrans for at undgå konkurs. Næste år skal klubben afholde den prestigefyldte turnering Challenge Tour.
Sct. Knuds Golfklub er en af landets ældste og hæderkronede klubber, men lige nu overskygger et emne alle andre i klubben.
Klubbens økonomi er elendig, og i værste fald læner man sig op af en konkurs.
Derfor har man blandt andet henvendt sig til golfklubben Great Northern i Kerteminde, der selv landede et underskud på 29 millioner kroner sidste år. Med den ikke ubetydelige detalje, at banen er ejet af Kirk Holding - altså Lego-koncernen.
En pengetank, der ikke løber tør lige med det samme.
De kommende år skal Great Northern og Sct. Knuds samarbejde om to store golfbegivenheder: næste år vil der være Challenge Tour i Nyborg, hvorefter DP World Tour kommer til banerne i Kerteminde i 2026.
En indlysende tanke kunne være, at Sct. Knuds Golfklub blev sattelitklub for Great Northern.
Og der har da også været følere ude i den retning, erfarer TV 2 Fyn, men de er ikke mere aktuelle.
Hænger på tilbagebetaling
Hos Sct. Knuds Golfklub skylder man Arbejdernes Landsbank 13 millioner kroner for byggeriet af foreningens klubhus i 2009.
Ifølge klubbens formand Jørn Nielsen har banken lovet at eftergive otte millioner kroner af gælden, men det hjælper ikke klubben meget.
For klubben hænger fortsat på tilbagebetalingen af 4,8 millioner kroner.
Tilbuddet er gældende indtil 31. december 2024.
Er der ikke fundet en løsning inden da, vil klubbens engagement med banken blive opsagt, og klubben vil komme under konkursbehandling, fremgik det, da sagen for nylig blev behandlet i kommunens kulturudvalg.
Sct. Knuds Golfklub har søgt Nyborg Kommune om at stille en garanti i forbindelse med optagelse af lån på 5,5 millioner kroner enten hos Kommunekredit, bank eller realkreditinstitut.
Alternativt ønsker klubben, at Nyborg Kommune overtager klubhuset.
Men de planer er skudt ned. Nyborg Kommune skal spare op mod 80 millioner næste år og en garantistillelse på 5,5 millioner kroner kræver, at pengene sættes til side som likvider.
Trods de mørke udsigter er formanden for Sct. Knuds Golfklub, Jørn Nielsen, dog meget fortrøstningsfuld.
Ros til borgmester
Han roser Nyborgs borgmester for et pænt stykke arbejde, men en kommende løsning bliver uden Nyborg Kommune, oplyser han.
Der er dog alternativer. En mulighed er, at Arbejdernes Landsforening nedskriver sit tilgodehavende yderligere, men dem løsning foreligger ikke endnu.
Jørn Nielsen forventer en løsning i løbet af november måned.
Klubben lejer i dag sine baner af Juelsberg og Nyborg Kommune og har ifølge de seneste tal fra Dansk Golf Union 615 medlemmer.
Løsninger, der involverede Great Northern i Kerteminde og en garanti fra Nyborg Kommune, var afprøvet uden et gunstigt resultat, så det var sidste udkald for klubben, inden lånet til Arbejdernes Landsbank skulle indfries inden årsskiftet.
Ifølge Jørn Nielsen er stormen altså reddet af, men det hårde arbejde med at få flere medlemmer og nedbringe omkostningerne fortsætter.
Challenge Tour aflyst
Flere af Nyborgs byrådsmedlemmer var i dag straks aktive på de sociale medier og ønskede klubben tillykke.
Oven på de glade kommentarer er der dog lidt malurt i bægeret.
Byrådet var nemlig medsponsor på næste års Challenge Tour, der skulle have fundet sted på banerne i Nyborg.
Men det arrangement er aflyst, fordi klubbens driving range kun er på 175 meter, og kravet er 330 meter.
Til gengæld er der planlagt et event, hvor en række professionelle golfspillere lægger vejen forbi Nyborg og skærper golfappetitten, inden Great Northern i 2026 skal lægge græs til World Tour.