Det koster 8,25 kroner i strøm at stege juleanden
kopieret!
Det kommer til at koste cirka 8,25 kroner i strøm at stege juleanden, viser en beregning fra energisektorens brancheorganisation, Green Power Denmark.
Sidst på eftermiddagen juleaftensdag ligger elpriserne på cirka 3,30 kroner for en kilowatt-time inklusive moms, afgifter og tariffer.
Hvis anden steger i cirka tre timer i en A-mærket ovn, der kræver cirka 2,5 kilowatt-timer, vil prisen lande på cirka 8,25 kroner.
- Det er nok det, jeg vil kalde en blød mellemvare rent elprismæssigt, siger energianalytiker Kristian Rune Poulsen til Ritzau.
Sidste år kostede det ifølge brancheorganisationens såkaldte andestegsindeks 7 kroner at stege juleanden.
Men i 2021 var prisen helt oppe på 13 kroner.