Beboere rystede efter voldsom fyrværkeriulykke
kopieret!
Beboerne i området omkring Nyborgvej, hvor en 24-årig mand nytårsnat mistede livet i en fyrværkeriulykke, er rystede.
- Det er skræmmende tæt på. Jeg er selv 23 år. Det er en forfærdelig skæbne, at en 24-årig mand er død. Det er fuldstændig forfærdeligt, siger Louise Ejlsborg, der bor i den opgang, hvor den pågældende nytårsfest blev afholdt.
Louise Ejlsborg var ikke hjemme, da ulykken foran hendes opgang skete, men hun har brugt nytårsdag på at tørre blod væk i opgangen.
Ulykken skete, da noget fyrværkeri eksploderede i hovedet på den 24-årige.
TV 2 Fyn har talt med flere beboere, der var til stede på Nyborgvej ved midnatstid. I timevis var der ambulance og politi til stede.
24-årig død i fyrværkeriulykke i Odense
En ung mand fra Odense er død efter en fyrværkeriulykke på Nyborgvej i Odense. Det bekræfter Fyns Politi over for TV 2 Fyn.
- Vi formoder, at han har antændt noget hjemmelavet fyrværkeri. Fyrværkeriet er så eksploderet lige op i hovedet på ham. Han fik meget alvorlige skader i hovedet. Det var virkelig voldsomt, siger overlæge Morten Schultz Larsen fra Odense Universitetshospital, til TV 2.
Torben Jakobsen, der er vagtchef ved Fyns Politi, fortæller til Ritzau, at den unge mand blev 24 år.
Politiet har tidligere oplyst, at episoden skete kort efter midnat – nærmere bestemt klokken 00.06.
En anden person kom også til skade
Manden afgik ved døden, kort efter han ankom til OUH, skriver TV 2.
De pårørende er underrettet.
De foreløbige undersøgelser tyder ifølge vagtchef Torben Jakobsen på, at manden har antændt noget fyrværkeri, som er eksploderet tæt på hans ansigt.
- Hvad der er blevet affyret - om det er lovligt eller ulovligt - kan vi ikke udtale os om på nuværende tidspunkt, siger Torben Jakobsen til Ritzau.
Han fortæller, at der var flere mennesker i området, og at en anden person kom lettere til skade ved ulykken.
Politiet vil nu undersøge ulykken nærmere.
- Det er jo en tragisk ulykke, men derfor forsøger vi stadig at få afklaret de nærmere omstændigheder i løbet af formiddagen, siger vagtchefen.