Novo-aktie styrtdykker - væksthåb skuffer
kopieret!
Novo Nordisk-aktien falder voldsomt fredag, efter at den danske medicinalvirksomhed har offentliggjort nye resultater af forsøg med vægttabsmidlet Cagrisema.
Forsøgspersonerne har i gennemsnit opnået 22,7 procents vægttab hen over en periode på 68 uger, skriver Novo i en pressemeddelelse.
Det er imidlertid i underkanten af, hvad investorerne forventede, og derfor falder aktien umiddelbart efter offentliggørelsen af resultaterne med omkring 27 procent.
Aktiemarkedet havde forventet et vægttab på mere end 25 procent, hvilket Novo Nordisk også selv så sent som i november meldte ud som et realistisk pejlemærke.
Værdien faldt 800 milliarder
Derfor har aktiekursen frem til nu også afspejlet, at Cagrisema ville være mere effektfuldt, end tilfældet har vist sig at være.
Cagrisema er en videreudvikling af Novo Nordisks succesfulde lægemiddel semaglutid, som blandt andet findes i diabetesmedicinen Ozempic og vægttabsmidlet Wegovy.
Cagrisema er en kombination af semaglutid og stoffet cagrilintid, som tilsammen skulle give en bedre virkning end de 15 procent, som brugere af Wegovy kan forvente at opnå.
Det er også bedre end konkurrenten Eli Lillys nuværende storsællert inden for bekæmpelse af svær overvægt, Zepbound, der har ført til et vægttab på 20,9 procent i tilsvarende forsøg.
Martin Holst, der er udviklingsdirektør hos Novo Nordisk, siger i pressemeddelelsen, at man nu vil bruge erfaringerne fra forsøgene til at undersøge Cagrisemas vægttabspotentiale yderligere.
Kurstabet på Novo-aktien betyder, at der inden for kort tid blev barberet mere end 800 milliarder kroner af selskabets markedsværdi.
Samtidig betyder kursfaldet, at det samlede C25-indeks er faldet med mere end fire procent i løbet af fredagen.